Gadekirke breder sig

På PULS-aftenen i oktober 2011, kun en måned efter opstarten af Gadekirke i Silkeborg, talte Gud følgende til menigheden i Citykirken Århus: 

”Jeg er den, som har begyndt mit værk i denne her by, og jeg er den, som vil fuldføre mit værk i denne by, for jeg elsker Aarhus, jeg elsker århusianerne, og jeg ønsker at drage dem ind til mig, og dertil har jeg kaldet jer. Jeg har gjort mig afhængig af jer. Og Jeg ønsker, I skal være mine hænder og mine fødder til at gå ud til århusianerne og bringe det glædesbud, som jeg har givet jer. Bringe den frelse, den lægedom, den nåde, som I har fået for intet. Giv den videre for intet til hver enkelt, I møder på jeres vej. Giv det, som I har fået for intet, giv det videre for intet, for jeg elsker århusianerne, og jeg vil gøre noget nyt i Aarhus.” 

Med denne opmuntring fra Gud har Gadekirke-medarbejderne ikke været i tvivl om, at vi også på et tidspunkt ville starte en Gadekirke i Aarhus midtby. Og det skete så fredag den 14. september 2012 kl. 22.00. 

Vi har af Aarhus Kommune fået tilladelse til at sætte et camping-klapbord på Store Torv. Herfra tilbyder vi de forbipasserende en kop gratis kaffe eller kakao, mens vi får en snak med dem om, hvordan Jesus vil kunne forvandle deres liv, som Han har forvandlet vores. 

Vi fik en utrolig positiv modtagelse af de unge mennesker, der stoppede op. Og allerede denne første aften i Aarhus midtby oplevede vi, at 2 unge mennesker inviterede Jesus ind i deres liv. Og rigtig mange andre var åbne over for at blive velsignet gennem bøn. Det føltes så let, hvilket selvfølgelig skyldes, at Gud havde lagt tingene til rette for os. Al ære til Ham \o/. 

Vi oplever, hvordan Guds Ånd åbner hjerterne hos dem, vi taler med, og det begejstrer os.  Vi uddeler gratis Jesus-bogen af Kjell Haltorp til dem, der er interesserede og lover at læse den, og vi opfordrer dem til at komme i et kristent fællesskab, hvor Guds ånd er levende og virksom. Er nogle syge eller har smerter, tilbyder vi at bede for dem i Jesu navn, og vi har set Gud gøre så mange mirakler midt på Store Torv midt om natten. Der er intet større end at tjene Ham.

Det har altid været vores vision at blive tværkirkelig, nøjagtig som det er tilfældet i Gadekirke i Silkeborg. Det er nemlig en fantastisk styrke, når vi kan dele de gode nyheder i samarbejde med andre menigheder. Og udover Citykirken Aarhus, har vi medarbejdere fra Saralystkirken, Aarhus Valgmenighed og Haven, der er med ind i mellem. Vi er også så privilegerede, at eleverne på Mariager Højskole sendes i tjenestepraktik i Gadekirke Aarhus, så vi 8-10 fredage om året har 6-10 ekstra medarbejdere på holdet, som vi skal oplære i at dele de gode nyheder til de mennesker, der kommer hen til os og viser interesse.

Vil du gerne læse om, hvad Gadekirke er, så læs i Cypressen nr. 16 på side 18. Tryk her

Da vi startede Gadekirke i Silkeborg 9. september 2011, havde vi ikke drømt om, at der 5 år senere ville være Gadekirke 15 steder i Danmark. Men Gud havde store planer. Må Hans vilje ske!

Ved udgangen af august 2016 er der Gadekirke følgende 15 steder i Danmark:

- Nygade i Silkeborg (startet september 2011)

- Store Torv i Aarhus (startet september 2012)

- Brønshøj Torv i København (startet i 2014)

- Søborg Torv i København (startet i 2014)

- Amagerbro Torv i København (startet i 2014) 

- Lyngby Hovedgade/Magasin i København (startet i 2015)

- Aalborg (startet i november 2015) 

- Hobro (startet i december 2015)

- Holstebro (startet januar 2016)

- Næstved (startet april 2016)

- Viborg (startet i maj 2016) 

- Herning (startet i maj 2016)

- Taastrup Hovedgade i København (startet i maj 2016)

- Herlev C i København (startet i august 2016)

- Køge C (startet i august 2016)

Stor tak til alle jer, der beder for Gadekirke i Aarhus. Det gør en kæmpeforskel for os, der er på gaden. Vi vil være der hver fredag aften/nat fra kl. 22.00 til 02.00. Så tak, at I fortsat vil huske at bede for os fredag aftener. 

Har du lyst til at finde ud af, om det at være medarbejder i Gadekirke er noget for dig, så send en mail til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. , så vil du blive kontaktet snarest muligt. Du binder dig ikke til at være med hver fredag. 

Ønsker du at støtte Gadekirke i Aarhus økonomisk, kan du få §8a-fradrag for dine gaver. Kontonr. i Jutlander Bank: 8140 – 0000730092. Det er vigtigt at skrive ’GADEKIRKE’ efterfulgt af dit navn i Tekstfelt til modtager. Oplys dit cpr-nr. til kirkens økonomiansvarlig Kevin Joseph (Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.)

På vegne af Gadekirke 

Karin Kühl

 

Se her Gadekirke Aalborgs promovideo:

Gadekirke Aalborg from Citykirken Århus on Vimeo.

 

© 2017 · Citykirken Aarhus · Viborgvej 173 · 8210 Aarhus V · Tlf: (+45) 86 15 24 88 · Mail: kontor@ckirken.dk

JoomSpirit