Hvem er du?
Jeg er en 53-årig kvinde ved navn Ketty M. S. de Laurent. Jeg har 2 voksne børn, en søn og en datter. Desuden er jeg blevet velsignet med et barnebarn. Jeg er fraskilt og bor alene, hvilket jeg trives med.
Til daglig læser jeg teollogi, hvilket er hårdt, men spændende. Derudover nyder jeg at svømme, når jeg har tid.
Hvor har du valgt at komme i Citykirken?
For at forstå det er jeg nødt til at fortælle, hvordan jeg blev ledt hertil:
Jeg har, siden jeg var 16, haft veninder i den alternative verden (new age). Sommeren 2018 havde et familiemedlem brug for hjælp og en alternativ veninde foreslog healing. Det var som at få en mavepuster, for det er en farlig verden at give sig i lag med. Jeg så ikke anden udvej end at bede Gud hjælpe mig. Jeg gav Ham et løfte om, at hvis det virkede, ”skulle jeg nok gå i gang”. Det virkede, men hvad er den rette vej at gå?
Den 4. december 2018 blev jeg, mens jeg var ved at falde i søvn, udsat for et åndeligt angreb. Jeg forstod på daværende tidspunkt ikke helt sammenhængen i begivenheden, men kan i bagklogskabens skær se, at angrebet omgående blev blæst/slået væk. For mig var der nu kun én vej: at bede massivt til Gud om beskyttelse. Næste morgen ringede jeg til en veninde, som siden sin ungdom har været frelst og kommer i Citykirken, fortalte hende hvad der var sket og at nu skulle vi i kirke.
Søndag den 9. december trådte jeg ind i Citykirken, og i det splitsekund jeg trådte ind i forhallen, blev jeg ramt af en massiv følelse af at være kommet hjem, samtidig med at alt hvad der har været sagt eller gjort af mig eller imod mig var ligegyldigt. Efter gudstjenesten havde jeg en kort ”tegn og fortæl”-samtale med Johnny, hvorefter vi sammen bad en ”frelsesbøn”. Søndagen efter havde jeg endnu en samtale med Johnny om al det med healing osv., fordi jeg ikke følte jeg var på rette vej. Jeg spurgte ind til medlemskab, fordi det føltes rigtigt og Johnnys ”nu skal du jo lige finde ud af, om det er den rette kirke for dig” blev mødt med ”der er ikke noget at finde ud af. Jeg er kommet hjem, du er min præst og jeg regner også med, at du skal døbe mig på et tidspunkt” (jeg er både barnedøbt og konfirmeret ”på tro”).
3 måneder efter blev jeg ramt af Helligånden (til Holy Spirit Night) og præcis 4 måneder efter angrebet blev jeg døbt i havet på min 50 års fødselsdag.
Hvorfor bliver jeg ved med at komme i Citykirken?
Fordi jeg føler mig privilegeret, elsket og snotforkælet af Gud. Jeg er hjemme. Jeg har fået det ene sølvfad foræret efter det andet i form af at stærkt fællesskab, en fantastisk tutor til bibellæsning, undervisning og prædikener på højt plan, som alt sammen omhandler Guds kærlighed uanset og på trods. Gud viser mig, hvordan Han ønsker forandring af den enkelte og hvor vigtigt det er, at vi som medkristne udviser kærlighed, tilgivelse og forståelse for hinanden og andre. At vi skal elske, støtte og opbygge hinanden i kærlighed. At vi skal koncentrere os om at forbedre os selv i stedet for at have travlt med andres synd. Han skal nok selv vise/hjælpe den enkelte til forandring i den rækkefølge og i den hastighed, Han ønsker, den enkelte skal forandres i, i Hans kærlighed. Han viser mig, at vi ikke skal dømme og fordømme andre, men at vi dog skal være kritiske og bedømme om budskaber nu også kommer fra Ham. Stemmer ordene overens med Hans kærlighed til os? Hver og en af os har en funktion i Kristi legeme og selvom der er tjenester, der udadtil kan se ens ud, er de alle forskellige og lige vigtige. Så vores opgave er at bære over med og elske uanset og på trods – vores opgave er at lede folk til truget, lære dem at spise og drikke, støtte med opbyggende ord, så skal Gud nok sørge for resten. Vi skal bede FOR og ikke IMOD vore medmennesker.
Jeg er privilegeret, for når jeg træder ved siden af, ved jeg, jeg er tilgivet. Tilgivet pga. Jesus, Guds enbårne søn, som i kød og blod levede som det perfekte fejlfrie og syndfrie menneske, som tog min straf på sig.
Det er i Citykirken og med Guds hjælp, at jeg har lært alt dette og det er nu dybt forankret i min sjæl. Jeg kan ikke længere gå andre veje end Guds vej, og Han viser mig, hvor, hvordan og hvornår jeg skal gå.
Gud velsigne jer alle og må Han fylde jeres hjerter med fred og kærlighed til jeres medmennesker uanset og på trods.