Jeg er 27 år og uddannet psykolog. Jeg oplever at skulle til Indien, så lige nu går tiden som en forberedelsesproces til det. Da jeg kom til byen for godt 5 år siden og undersøgte de forskellige mulige kirker, fangede Citykirken særligt min interesse. Her oplevede jeg et familiefællesskab – et nærvær og interesse på tværs af generationer, som jeg ikke umiddelbart oplevede andre steder. For mig er dette virkelig kirke og det var den første og største grund til at vælge lige netop Citykirken. Jeg elsker kirken for dens bredde, for dens sociale arbejde og ikke mindst for den sunde, autentiske undervisning og det ærlige lederskab. Kirken ser udad til samfundet, ikke kun indad og forsøger at opmuntre og arbejde sammen med andre kirker. Det er så godt! Jeg elsker min kirke!!

Hvem er du?

Jeg er en 50-årig kvinde ved navn Ketty M. S. de Laurent.  Jeg har 2 voksne børn, en søn og en datter. Desuden er jeg blevet velsignet med et barnebarn (min søn og svigerdatters datter). Jeg er fraskilt og bor alene, hvilket jeg trives med.

 Hvad laver du til daglig?

Til daglig arbejder jeg som lægesekretær. Derudover nyder jeg ind imellem at ro kajak og at svømme lidt, når muligheden og tiden dertil viser sig.

Hvor har du (netop) valgt at komme i Citykirken?

For at forstå hvorfor jeg har valgt at komme i Citykirken er jeg nødt til at fortælle, hvordan jeg er blevet ledt hertil:

Jeg har siden, jeg var 16, haft veninder omkring mig, som har kontakt med den alternative verden (new age). Sommeren 2018 havde et familiemedlem brug for hjælp og jeg kontaktede en alternativ veninde for dette. Hun fortæller, jeg skal gå på med healing. Det var som at få en mavepuster, for det er en farlig verden at give sig i lag med.  Jeg var dog ikke i tvivl om at der var noget rigtigt i det og så ikke anden udvej end at bede Gud om at hjælpe mig med at hjælpe. Jeg gavi den forbindelse også et løfte om at hvis det virkede, ”skulle jeg nok gå i gang”. Det virkede og jeg havde et løfte at holde. Nu skulle jeg så finde ud af ”hvad skal jeg med det her?. Hvad er den rette vej?”

Den 4. december 2018 bliver jeg, mens jeg er ved at falde i søvn, udsat for et åndeligt angreb. (Jeg forstod på daværende tidspunkt ikke helt sammenhængen i begivenheden, men kan i bagklogskabens skær se, at angrebet omgående bliver blæst/slået væk.) For mig var der nu kun en vej, at bede massivt til Gud om beskyttelse og næste morgen ringede jeg til en veninde, som siden sin ungdom har været frelst og som kommer i Citykirken, fortalte hende hvad der var sket og at nu skulle vi i kirke.

Søndag den 9. december trådte jeg ind i Citykirken, og i det splitsekund jeg trådte ind i forhallen blev jeg ramt af en massiv følelse af at være kommet hjem, samtidig med at alt hvad der har været sagt eller gjort af mig eller imod mig var ligegyldigt. Efter gudstjenesten havde jeg en kort ”tegn og fortæl”-samtale med Johnny, hvorefter vi sammen bad en ”frelsesbøn”.  Søndagen efter har jeg endnu en samtale med Johnny omkring al det her med healing osv., fordi jeg ikke følte jeg var på rette vej. Jeg fik spurgt indtil medlemskab, fordi det føltes rigtigt og Johnnys ”nu skal du jo lige finde ud af, om det er den rette kirke for dig” blev mødt med ”der er ikke noget at finde ud af, jeg er kommet hjem, du er min præst og jeg regner også med at du skal døbe mig på et tidspunkt” (jeg er både barnedøbt og konfirmeret ”på tro”).

3 måneder efter blev jeg ramt af Helligånden (til Holy Spirit Night) og præcis 4 mdr. efter angrebet blev jeg døbt i havet på min 50 års fødselsdag.

Hvorfor bliver jeg så ved med at komme i Citykirken?

Jeg bliver ved med at komme, fordi jeg føler mig privilegeret, elsket og snotforkælet af Gud. Jeg er hjemme. Jeg har fået det ene sølvfad foræret efter det andet i form af at stærkt fællesskab, en fantastisk tutor til bibellæsning, undervisning og prædikener på højt plan, som alt sammen omhandler Guds kærlighed uanset og på trods. Gud viser mig, hvordan han ønsker forandring af den enkelte og hvor vigtigt det er at vi som medkristne udviser kærlighed, tilgivelse og forståelse for hinanden og andre. At vi skal elske, støtte og opbygge hinanden i kærlighed. At vi skal koncentrere os om at forbedre os selv i stedet for at have travlt med andres synd – Han skal nok selv vise/hjælpe den enkelte til forandring i den rækkefølge og i den hastighed, Han ønsker, den enkelte skal forandres i, i Hans kærlighed. Han viser mig at vi ikke skal dømme og fordømme andre, men at vi dog skal være kritiske og bedømme om budskaber nu også kommer fra Ham. Stemmer ordene overens med Hans kærlighed til os? Hver og en af os har en funktion i Kristi legeme og selvom der er tjenester, der udadtil kan se ens ud, er de alle forskellige og lige vigtige. Så vores opgave er at bære over med og elske uanset og på trods – vores opgave er at lede folk til truget, lære dem at spise og drikke, støtte med opbyggende ord, så skal Gud nok sørge for resten. Vi skal bede FOR og ikke IMOD vore medmennesker.

Jeg er privilegeret, for når jeg træder ved siden af, ved jeg, jeg er tilgivet. Tilgivet pga. Jesus, Guds enbårne søn, som i kød og blod levede som det perfekte fejlfrie og syndfrie menneske, som tog min straf på sig.

Det er i Citykirken og med Guds hjælp at jeg har lært alt dette og det er nu dybt forankret i min sjæl. Jeg kan ikke længere gå andre veje end Guds vej, og Han viser mig, hvor, hvordan og hvornår jeg skal gå.

Gud velsigne jer alle og må Han fylde jeres hjerter med fred og kærlighed til jeres medmennesker uanset og på trods.

Jeg hedder Rebecca, jeg er 21 år gammel og er lige nu i gang med mit andet år på Bibel skole i det nordlige Californien. Da jeg var 12 år gammel, flyttede jeg med min familie til Sydspanien, hvor jeg boede i næsten 4 år.  I slut 2015 besluttede jeg mig for at flytte alene tilbage til Danmark for at gå på efterskolen Alterna. Her var jeg ude at rejse og missionere i Sydamerika, en uforglemmelig oplevelse!

Da jeg var færdig på efterskolen tog jeg på kostgymnasium ikke langt fra Aarhus og søgte en kirke som jeg kunne kalde min familie, idet mine forældre og søster stadig var bosat i udlandet. I mine cirka 3 år i kirken, har den givet mig mere end jeg kunne have håbet på.

Personligt har jeg gået til United Youth, kirkens ungdomsfællesskab som mødes for at komme tættere på Jesus, hygge og dele liv og grin. Kirkens fællesskab i både ungdomsarbejdet og søndagsgudstjenesterne har lært mig hvor vigtigt det er at have kristent fællesskab hvor vi kan samles om Ham vi alle elsker og bygge hinanden op i vores tro.

Citykirken er for mig et sted hvor jeg kan komme til Jesus i lovsang, tilbedelse og bøn, og  på samme tid komme for at være sammen med gode venner, have det sjovt, føle sig tryg og værdsat. Netop det jeg har oplevet i Citykirken er hvad jeg brænder for at alle kirker skal have: intimt fællesskab med Skaberen selv og med dem, som vi kan kalde vores familie gennem vores fælles tro på Ham. 

Jeg hedder Tine. Jeg er læge og gift med Holger. Vi bor i Risskov omgivet af skov og strand og en masse gode “nabovenner”.

Vi har ingen børn selv, men har haft det privilegium at være erstatningsforældre for to børn, hvis forældre desværre gik bort. Børnenes forældre var aktive medlemmer i den daværende Pinsekirke i Aarhus og vores mangeårige venner. De to børn er nu voksne, så vi har fornøjelsen af at være tæt på to dejlige mennesker med hver deres familie/kæreste. Vi har selv en mellemstor familie – vi har tilsammen 7 søskende, Tines forældre og Holgers mor. Vi har en tæt relation med vores dejlige familie. Igennem vores arbejde har vi også nogle kolleger, som nu nærmest også er vores venner. Ud over familie, kolleger og nabovenner har vi mange fantastiske venner i Citykirken, hvor vi kommer, når det overhovedet er muligt.

Når arbejde, venner, familie og kirke er passet – ja så dyrker vi motion (løb, træningscenter) og Holger spiller både fodbold og golf. En af vores helt store interesser er skiløb.

 Så nu lidt om mit arbejde. Jeg er læge og plastikkirurg og arbejder med rekonstruktion (specielt efter brystkræft). Jeg arbejder på Rigshospitalet i København og ud over at behandle og operere patienter, ja så er jeg også professor og er ansvarlig for forskningen i plastikkirurgi på Rigshospitalet, men også for den plastikkirurgiske del af lægeuddannelsen ved Københavns Universitet. Vi har valgt at blive boende i Aarhus, da det er her vi har vores familie, venner og Kirke.

Men så for lige ikke at gå i stå, ja så har jeg været i gang med at tage en overbygning på min speciallægeuddannelse – en såkaldt master, som jeg blev færdig med for et par år siden. Så døgnet kan nogle gange godt mangle nogle timer.

Masteruddannelsen har givet mig et meget stort netværk i både Europa og USA, så det har været det hele værd – selvom det har krævet noget ekstra arbejde at komme “i skole” igen.

 I Citykirken er jeg engageret i vores netværksgruppe for medicinstuderende og yngre læger. I netværksgruppen mødes vi 4 gange om året og snakker om emner, som specielt vedrører os som sundhedsprofessionelle i det moderne sundhedsvæsen. Vi har en gruppe på Facebook, hvor vi også kan kommunikere ind imellem netværksmøderne.

 Jeg er også engageret i nødhjælpsorganisationen Api-Aid’s bestyrelse. Api-Aid er associeret med Citykirken. Organisationen driver en genbrugsforretning “Smukt og brugt” i Aarhus Nord. Genbrugsforretningen drives udelukkende af frivillige medarbejdere og når jeg indimellem er forbi med genbrugsting/tøj – ja, så er det superhyggeligt at blive budt på en kop kaffe og en lille snak. Api-Aid’s aktiviteter og genbrugsforretningen gør, at der kan sendes nødhjælp og penge til bl.a. Tanzania, Ukraine og Moldova – se https://www.apiaid.dk.

Ud over Api-Aid, havde jeg og Holger den store “livsoplevelse” at være en del af arbejdet på Africa Mercy i januar 2014. Det var en uhyre stor oplevelse at kunne give højeste standard af lægelig behandling til Afrikas fattigste og se hvad den fantastiske organisation kan gøre for det enkelte menneske i Afrika. “Changing Africa – one person at a time” – er et af organisationen “Mercy Ships”´s mottoer. Se www.mercyships.dk. Organisationen har netop fået bygget et endnu større hospitalsskib. Vi håber at kunne bygge ovenpå vores livsoplevelse med endnu en tur med enten Global Mercy (det nye skib) eller Africa Mercy.

 Citykirken er for mig det kristne “åndehul”, hvor den fantastiske musik og sang og de vedkommende og relevante prædikener om søndagen giver energi til livet, venskaberne og hverdagen.

Hej mit navn er Niels-Jørgen og jeg er en del af Citykirken i Aarhus. Du vil kunne finde mig i teknikøen som oftest, her tager jeg aktiv del i at sikre at vi får lavet en god lyd til vores møder, koncerter med mere, det gør jeg i fællesskab med en gruppe dygtige lydteknikere.

I december 2014 flyttede jeg til Aarhus, jeg kommer ellers oprindeligt fra Fyn hvor jeg var født og opvokset. Før jeg kom til Aarhus, boede jeg i Sønderborg-området i en længere periode, nu bor jeg uden for Aarhus i en lille hyggelig by. Det har altid været på grund af jobs jeg er flyttet rundt i landet, mit daglige job er som projektleder, og jeg har en tung teknisk baggrund.  

Når jeg føler mig hjemme så er det fordi jeg føler mig tæt på Gud, og det oplever jeg oftest når jeg er i lovsang til Gud. Lovsangen er lidt ligesom at varme sig ved pejsen på en kold vinterdag. I februar 2003 sagde jeg til Gud: “Jeg ved ikke, om du findes, Gud, men i dag vælger jeg at tro på dig.” En beslutning jeg aldrig har fortrudt, for Gud har altid været trofast, uanset hvad der er sket i mit liv og jeg kan ikke forestille mig et liv uden Gud. Når vi lovsynger, så kan vi få smagen af, hvordan evighederne sammen med Gud kommer til at blive. Så i taknemmelighed til Gud laver jeg lovsang.

 Siden jeg var barn, har jeg altid haft interesse for musik. Min barndomsven og jeg, vi byggede højtalere og testede og justerede, indtil vi fik en lyd, vi var tilfredse med. Jeg har ikke talent for at synge og spille instrumenter, men jeg har talent for at justere toner og dermed skabe det bedste mix af toner, som kan hjælpe mennesker tættere på Gud.

Vi laver lovsangen, fordi vi har brug for Gud. Lovsangen er blandt andet der, hvor Himlen åbner sig og hvor vi kan komme tæt på Gud, hvis vi også åbner vores hjerter op til Ham. Gud har et ønske om at komme os nær.

Jeg bruger mit talent, mine evner og gør det bedste, jeg kan for at få mennesker til at møde Gud, som jeg mødte Gud.

Jeg hedder Allan Fisker og er født i 1944 i Grindsted. Jeg voksede op fattigt og havde for korte akillessener og gik derfor meget dårligt. Jeg fik ortopædisk fodtøj og indlæg, blev nogle gange cyklet i skole af mor og blev derfor mobbet gennem hele skoletiden. Så min barndom var ikke lykkelig. Som 17-årig blev troen levende for mig og det blev en total forvandling. Året efter blev jeg guddommeligt helbredt. Læger havde sagt, at jeg aldrig kom til at gå godt! Jesus forvandlede mit liv, så jeg blev søndagsskolelærer, sang i strengekor, delte min tro med andre på friluftsmøder og mødte mennesker.

Jeg har arbejdet i mange brancher, har været gift i 39 år og har to dejlige døtre, tre børnebørn og en dejlig svigersøn.
I 22 år har jeg sendt nødhjælp til Letland. Jeg har også sendt nødhjælp til Tanzania, Rumænien, Cameroun, Nigeria, Ghana samt meget til Ukraine. Sidstnævnte er sket i samarbejde med Citykirken.

Jeg er mest kendt fra en TV2 udsendelse fra 2001, som den første der blev Årets Østjyde. Året efter tog TV2 mig til Letland, hvor der stod et næsten færdigt børnehjem til 65 børn med 5 tønder land, der var købt for genbrug, jeg havde sendt ud. For 250.000 kr. fik de mere, end vi kan få for 20 millioner her. De fik jord, bygning der kunne renoveres og løn til 5 mand i et år. Jeg mistede stemmen, da jeg blev spurgt om min mening derom. De gav mig titlen: Klunser af Guds nåde! Den elsker jeg!

I begyndelsen var hovedparten klunset, men efter tv-udsendelserne fik jeg fra alle mulige givere. Skrotmetal, flasker, dåser, findeløn og foredrag samt en lille støtteforening og enkelte givere har gjort det muligt. Lidt er meget, når Gud er med i det!

Mange forskellige medier har opsøgt mig, for mærkelige mennesker, synes de jo, er spændende. Jeg har også talt i kirker, foreninger og loger næsten altid om “Du kan gøre en forskel!”. Jeg er en god fortæller og elsker at dele mit fantastiske, gode liv med andre til inspiration. Jeg kan ikke holde op med at fortælle, hvad Gud har gjort for mig! Jeg bad i et halvt år, om hvad Han ville, jeg skulle og Han gav mig svaret: “Gå ud og fortæl hvad jeg har gjort for dig!”. Jeg turde, som den forsagte og mobbede person jeg var, ikke at gøre det, men jeg turde heller ikke lade være! Men da jeg gjorde det, lykkedes det og jeg fik gaver til at fortælle. Folk stopper mig alle vegne og spørger: Fortæl om dit liv! Og det gør jeg så til muslimer og alle andre. Jeg tror ikke, nogen anden person i Gellerup har så mange muslimske venner. Jeg har dem på trods af, at jeg er kristen. Jeg har boet 46 år i Gellerup.

Vi hedder Amanda og Emil. Vi er henholdsvis 24 og 23 år gamle, oprindeligt begge fra Nordsjælland og så har vi været gift siden 2015. Siden vi blev gift, har vi boet i Smilets by, en by som vi virkelig har forelsket os i, særligt på grund af alle de fantastiske mennesker vi har rundt om os her. Vi kom uden et egentlig netværk vest for Storebælt, men især takket være Citykirken, er det næsten, som om at vi har fået en lille, ny familie.

Vi læser begge på AU, hvor Amanda læser ’æstetik og kultur’ og Emil læser til maskiningeniør. I fritiden læser Amanda gerne en bog eller udfolder sine kreative talenter, mens Emil oftest tager en løbetur eller spiller lidt volley. Når vi har tid sammen, går vi gerne en tur, tager på en masse kaffe-dates og inviterer folk ind i vores lille hjem – du er også velkommen!

Derudover kommer vi i en citygruppe, hvor vi mødes fast en gang om ugen med 6 andre jævnaldrende og deler liv, snakker om det sjove og det svære og skaber nogle fantastiske venskaber. Som citygruppe er vi også en del af Familienetværket, en café særligt for socialt belastede familier, hvor vi leger og griner med børnene og giver dem nogle eftermiddage, hvor de fuldt ud bare kan være børn.

Derudover er Amanda netværkspræst og ansvarlig for dekoration af kirkesalen, mens Emil er producer på en gudstjeneste én gang om måneden og leder det team, der er ansvarlig for udvikling af kirkens gudstjenester.

Vi elsker at bruge en masse tid i Citykirken, hvor vi har fået fantastiske venner og har fået rig mulighed for at blive udfordret med forskellige spændende opgaver og fået betroet ansvar. Det er virkelig motiverende at mærke, hvordan præsterne ser potentiale, giver ansvar og hjælper os igennem en lærerig proces.

 Men det allerbedste er, at vi får lov til at se mennesker få et møde med Jesus og Hans kærlighed! Et møde, der forandrer liv til det bedre, fordi det er et møde med en kærlighed, som er så overvældende og ubetinget, at vi ikke kan fatte det! En kærlighed, der er for god til at holde for sig selv, og gennem Citykirken får vi mulighed for at være med til at pege hen mod Jesus og det Han har til alle i hele Aarhus.

Jeg hedder Ange Niyonkuru Muganji og er 33 år gammel. Jeg er gift med Steve og sammen har vi en søn – Jeremiah Pierre på snart 2 år. Jeg kom hertil fra D.R. Congo i 2000, men er oprindeligt rwandeser, hvilket min mand også er.

Jeg er uddannet socialrådgiver og har arbejdet for Dansk Flygtningehjælp indtil 2020 og arbejder pt. som socialrådgiver i Favrskov Kommune.

Min fritid bruger jeg på frivilligt arbejde, da jeg henter glæden af at hjælpe andre, især dem der er ramt på liv og sjæl. Herudover henter jeg min energi fra dans, hvor jeg både bruger min krop og får et godt grin. Det jeg nyder allermest, er at tilbringe tid med familie og venner i Danmark og i udlandet.

Jeg er kommet i Citykirken siden jeg flyttede til Aarhus for at studere til socialrådgiver i 2008.

Citykirken er blevet mit hjem og er et sted, hvor jeg altid har følt mig velkommen og som en del af familien. Derudover synes jeg, at både lovsangen og gudstjenesten altid har noget, der er relevant for mig og er derfor lettere at huske og handle på i hverdagen. Når jeg har været i kirke, har jeg altid en følelse af at være opløftet og fornyet.

 I Citykirken har jeg tidligere været engageret i velkomstteamet, men er i øjeblikket tilknyttet kirkens projekt Familienetværket, hvor jeg har været en del af dets lederteam med ansvar for det, der foregår for børnene.

Nogle af grundene, til hvorfor jeg har valgt at være en del af Familienetværket, er, at jeg via mit ordinære arbejde har erfaring med at arbejde med samme målgruppe, som vi har i Familienetværket, og har altid haft et ønske om at gøre mere for disse borgere. Derfor har jeg set et stort behov for, at denne målgruppe kunne have et sted, hvor de bliver mødt med Guds øjne, bliver opmuntret i hverdagen og lærer Jesus at kende. Det oplever jeg, at vi har formået at skabe med Familienetværket.

Jeg ønsker, at familier i Familienetværket kan mærke Guds kærlighed i vores hus, og at de finder et hjem i vores kirke, ligesom jeg har gjort.

Mit navn er Anitta Lorenzen Olesen og jeg er 53 år gammel. Jeg er gift med Martin Leibeck Olesen og vi har været gift i 29 år. Vi har tre børn sammen, som hedder Steffen, Kasper og Camilla. Vi bor i Tilst og til daglig arbejder jeg som lægesekretær i Aarhus midtby hos en speciallæge. Størstedelen af min fritid tilbringer jeg i kirken, hvor jeg er involveret i forskelligt frivilligt arbejde. Derudover går jeg til fitness, nyder at være sammen med familie og gode venner og ynder at læse nogle bøger, når jeg finder tid til dette.
Jeg har altid, lige fra barnsben, kommet i kirken og jeg synes, at det er helt naturligt, at når man kommer i en forening, at man så hjælper hinanden med de opgaver, der nu må være. Da jeg selv var 12 år gammel, blev jeg spurgt, om jeg kunne tænke mig at være medhjælper i børnekirken. Dette sagde jeg ja til og har så været med lige siden.
Jeg har fra sidste halvdel af 2015 været en del af ledelsen i vores børnekirke (MANGO) og jeg elsker at være med i dette arbejde. Det er fantastisk at være med til at dele sin tro og sit liv med børnene og opleve og se, hvordan de får et personligt forhold til Gud. Jeg nyder virkelig at være sammen med børnene og at give min tid i dette arbejde.
Udover arbejdet i MANGO er Martin og jeg også med i en citygruppe, som vi også begge to er meget glade for.
Jeg synes, at det er fantastisk at have en kirke, som man kan komme i og at man kan få lov til at involvere sig i det arbejde, som man finder interesse for, og jeg nyder at være en del af børnekirken. Jeg ønsker virkelig, at børnene lærer om Gud og at de tager det til sig, som de lærer, så de selv giver det videre til deres kammerater og venner.

Jeg hedder Doris Jørgensen. Jeg har været en kristen siden mit 19. år. Nu er jeg 82. Jeg har været tilknyttet Citykirken, siden de 3 kirker blev lagt sammen. Jeg kom fra Apostolsk kirke. Jeg er medarbejder i “Smukt og Brugt”, kirkens genbrugsbutik. Derudover har jeg et strikkeprojekt, hvor damer fra hele Danmark strikker til nødlidende mennesker. Flere lande har gennem årene fået glæde af denne hjælp bl.a. Indien, Rumænien, Mongoliet og efter jeg blev en del af fællesskabet i Citykirken, går hjælpen til Ukraine, som vi støtter gennem genbrugsbutikken. Jeg er kendt som hende, der altid kan bruge garn. Jeg trives i Citykirken, elsker den trosstyrkende forkyndelse og den glade opløftende lovsang, en rummelig kirke, hvor alle kan trives. Jeg skulle måske også tilføje, at jeg har 3 børn, 8 børnebørn og et oldebarn, som i høj grad gør mit liv rigt.