Hvem er du?

Jeg er en 53-årig kvinde ved navn Ketty M. S. de Laurent.  Jeg har 2 voksne børn, en søn og en datter. Desuden er jeg blevet velsignet med et barnebarn. Jeg er fraskilt og bor alene, hvilket jeg trives med.
Til daglig læser jeg teollogi, hvilket er hårdt, men spændende. Derudover nyder jeg at svømme, når jeg har tid.

Hvor har du valgt at komme i Citykirken?

For at forstå det er jeg nødt til at fortælle, hvordan jeg blev ledt hertil:

Jeg har, siden jeg var 16, haft veninder i den alternative verden (new age). Sommeren 2018 havde et familiemedlem brug for hjælp og en alternativ veninde foreslog healing. Det var som at få en mavepuster, for det er en farlig verden at give sig i lag med. Jeg så ikke anden udvej end at bede Gud hjælpe mig. Jeg gav Ham et løfte om, at hvis det virkede, ”skulle jeg nok gå i gang”. Det virkede, men hvad er den rette vej at gå?

Den 4. december 2018 blev jeg, mens jeg var ved at falde i søvn, udsat for et åndeligt angreb. Jeg forstod på daværende tidspunkt ikke helt sammenhængen i begivenheden, men kan i bagklogskabens skær se, at angrebet omgående blev blæst/slået væk. For mig var der nu kun én vej: at bede massivt til Gud om beskyttelse. Næste morgen ringede jeg til en veninde, som siden sin ungdom har været frelst og kommer i Citykirken, fortalte hende hvad der var sket og at nu skulle vi i kirke.

Søndag den 9. december trådte jeg ind i Citykirken, og i det splitsekund jeg trådte ind i forhallen, blev jeg ramt af en massiv følelse af at være kommet hjem, samtidig med at alt hvad der har været sagt eller gjort af mig eller imod mig var ligegyldigt. Efter gudstjenesten havde jeg en kort ”tegn og fortæl”-samtale med Johnny, hvorefter vi sammen bad en ”frelsesbøn”. Søndagen efter havde jeg endnu en samtale med Johnny om al det med healing osv., fordi jeg ikke følte jeg var på rette vej. Jeg spurgte ind til medlemskab, fordi det føltes rigtigt og Johnnys ”nu skal du jo lige finde ud af, om det er den rette kirke for dig” blev mødt med ”der er ikke noget at finde ud af. Jeg er kommet hjem, du er min præst og jeg regner også med, at du skal døbe mig på et tidspunkt” (jeg er både barnedøbt og konfirmeret ”på tro”).

3 måneder efter blev jeg ramt af Helligånden (til Holy Spirit Night) og præcis 4 måneder efter angrebet blev jeg døbt i havet på min 50 års fødselsdag.

Hvorfor bliver jeg ved med at komme i Citykirken?

Fordi jeg føler mig privilegeret, elsket og snotforkælet af Gud. Jeg er hjemme. Jeg har fået det ene sølvfad foræret efter det andet i form af at stærkt fællesskab, en fantastisk tutor til bibellæsning, undervisning og prædikener på højt plan, som alt sammen omhandler Guds kærlighed uanset og på trods. Gud viser mig, hvordan Han ønsker forandring af den enkelte og hvor vigtigt det er, at vi som medkristne udviser kærlighed, tilgivelse og forståelse for hinanden og andre. At vi skal elske, støtte og opbygge hinanden i kærlighed. At vi skal koncentrere os om at forbedre os selv i stedet for at have travlt med andres synd. Han skal nok selv vise/hjælpe den enkelte til forandring i den rækkefølge og i den hastighed, Han ønsker, den enkelte skal forandres i, i Hans kærlighed. Han viser mig, at vi ikke skal dømme og fordømme andre, men at vi dog skal være kritiske og bedømme om budskaber nu også kommer fra Ham. Stemmer ordene overens med Hans kærlighed til os? Hver og en af os har en funktion i Kristi legeme og selvom der er tjenester, der udadtil kan se ens ud, er de alle forskellige og lige vigtige. Så vores opgave er at bære over med og elske uanset og på trods – vores opgave er at lede folk til truget, lære dem at spise og drikke, støtte med opbyggende ord, så skal Gud nok sørge for resten. Vi skal bede FOR og ikke IMOD vore medmennesker.

Jeg er privilegeret, for når jeg træder ved siden af, ved jeg, jeg er tilgivet. Tilgivet pga. Jesus, Guds enbårne søn, som i kød og blod levede som det perfekte fejlfrie og syndfrie menneske, som tog min straf på sig.

Det er i Citykirken og med Guds hjælp, at jeg har lært alt dette og det er nu dybt forankret i min sjæl. Jeg kan ikke længere gå andre veje end Guds vej, og Han viser mig, hvor, hvordan og hvornår jeg skal gå.

Gud velsigne jer alle og må Han fylde jeres hjerter med fred og kærlighed til jeres medmennesker uanset og på trods.

Jeg hedder Rebecca, jeg er 24 år gammel og har de sidste par år læst på Bibel skole i det nordlige Californien. Da jeg var 12 år gammel, flyttede jeg med min familie til Sydspanien, hvor jeg boede i næsten 4 år.  I slut 2015 besluttede jeg mig for at flytte alene tilbage til Danmark for at gå på efterskolen Alterna. Her var jeg ude at rejse og missionere i Sydamerika, en uforglemmelig oplevelse!

Da jeg var færdig på efterskolen, tog jeg på kostgymnasium ikke langt fra Aarhus og søgte en kirke, som jeg kunne kalde min familie, idet mine forældre og søster stadig var bosat i udlandet. I mine cirka 6 år i kirken, har den givet mig mere end jeg kunne have håbet på.

Personligt har jeg gået til United Youth, kirkens ungdomsfællesskab som mødes for at komme tættere på Jesus, hygge og dele liv og grin. Kirkens fællesskab i både ungdomsarbejdet og søndagsgudstjenesterne har lært mig, hvor vigtigt det er at have kristent fællesskab, hvor vi kan samles om Ham vi alle elsker og bygge hinanden op i vores tro.

Citykirken er for mig et sted hvor jeg kan komme til Jesus i lovsang, tilbedelse og bøn, og  på samme tid komme for at være sammen med gode venner, have det sjovt og føle mig tryg og værdsat. Netop det jeg har oplevet i Citykirken er hvad jeg brænder for at alle kirker skal have: intimt fællesskab med Skaberen selv og med dem, som vi kan kalde vores familie gennem vores fælles tro på Ham.

Jeg hedder Tine. Jeg er læge og gift med Holger. Vi bor i Risskov omgivet af skov og strand og en masse gode “nabovenner”.

Vi har ingen børn selv, men har haft det privilegium at være erstatningsforældre for to børn, hvis forældre desværre gik bort. Børnenes forældre var aktive medlemmer i den daværende Pinsekirke i Aarhus og vores mangeårige venner. De to børn er nu voksne, så vi har fornøjelsen af at være tæt på to dejlige mennesker med hver deres familie/kæreste. Vi har selv en mellemstor familie – vi har tilsammen 7 søskende, Tines forældre og Holgers mor. Vi har en tæt relation med vores dejlige familie. Igennem vores arbejde har vi også nogle kolleger, som nu nærmest også er vores venner. Ud over familie, kolleger og nabovenner har vi mange fantastiske venner i Citykirken, hvor vi kommer, når det overhovedet er muligt.

Når arbejde, venner, familie og kirke er passet – ja så dyrker vi motion (løb, træningscenter) og Holger spiller både fodbold og golf. En af vores helt store interesser er skiløb.

 Så nu lidt om mit arbejde. Jeg er læge og plastikkirurg og arbejder med rekonstruktion (specielt efter brystkræft). Jeg arbejder på Rigshospitalet i København og ud over at behandle og operere patienter, ja så er jeg også professor og er ansvarlig for forskningen i plastikkirurgi på Rigshospitalet, men også for den plastikkirurgiske del af lægeuddannelsen ved Københavns Universitet. Vi har valgt at blive boende i Aarhus, da det er her vi har vores familie, venner og Kirke.

Men så for lige ikke at gå i stå, ja så har jeg været i gang med at tage en overbygning på min speciallægeuddannelse – en såkaldt master, som jeg blev færdig med for et par år siden. Så døgnet kan nogle gange godt mangle nogle timer.

Masteruddannelsen har givet mig et meget stort netværk i både Europa og USA, så det har været det hele værd – selvom det har krævet noget ekstra arbejde at komme “i skole” igen.

 I Citykirken er jeg engageret i vores netværksgruppe for medicinstuderende og yngre læger. I netværksgruppen mødes vi 4 gange om året og snakker om emner, som specielt vedrører os som sundhedsprofessionelle i det moderne sundhedsvæsen. Vi har en gruppe på Facebook, hvor vi også kan kommunikere ind imellem netværksmøderne.

 Jeg er også engageret i nødhjælpsorganisationen Api-Aid’s bestyrelse. Api-Aid er associeret med Citykirken. Organisationen driver en genbrugsforretning “Smukt og brugt” i Aarhus Nord. Genbrugsforretningen drives udelukkende af frivillige medarbejdere og når jeg indimellem er forbi med genbrugsting/tøj – ja, så er det superhyggeligt at blive budt på en kop kaffe og en lille snak. Api-Aid’s aktiviteter og genbrugsforretningen gør, at der kan sendes nødhjælp og penge til bl.a. Tanzania, Ukraine og Moldova – se https://www.apiaid.dk.

Ud over Api-Aid, havde jeg og Holger den store “livsoplevelse” at være en del af arbejdet på Africa Mercy i januar 2014. Det var en uhyre stor oplevelse at kunne give højeste standard af lægelig behandling til Afrikas fattigste og se hvad den fantastiske organisation kan gøre for det enkelte menneske i Afrika. “Changing Africa – one person at a time” – er et af organisationen “Mercy Ships”´s mottoer. Se www.mercyships.dk. Organisationen har netop fået bygget et endnu større hospitalsskib. Vi håber at kunne bygge ovenpå vores livsoplevelse med endnu en tur med enten Global Mercy (det nye skib) eller Africa Mercy.

 Citykirken er for mig det kristne “åndehul”, hvor den fantastiske musik og sang og de vedkommende og relevante prædikener om søndagen giver energi til livet, venskaberne og hverdagen.

Hej, mit navn er Niels-Jørgen og jeg er en del af Citykirken. Jeg arbejder som projektleder og har en tung teknisk baggrund. Jeg er født på Fyn, har boet længe omkring Sønderborg, i 2014 flyttede jeg til Aarhus og nu bor jeg på Djursland.

Du vil ofte kunne finde mig i teknikøen, hvor jeg i fællesskab med andre dygtige lydteknikere sørger for, at vi har en god lyd til vores møder, koncerter m.m. Siden jeg var barn, har jeg altid haft interesse for musik. Min barndomsven og jeg byggede højtalere, testede og justerede, indtil vi fik en lyd, vi var tilfredse med. Jeg har ikke talent for at synge og spille, men jeg har talent for at justere toner og dermed skabe det bedste tonemix, som kan hjælpe mennesker tættere på Gud.

I 2003 sagde jeg til Gud: “Jeg ved ikke, om du findes, Gud, men i dag vælger jeg at tro på Dig.” En beslutning jeg aldrig har fortrudt, for Gud har altid været trofast, uanset hvad der er sket i mit liv og jeg kan ikke forestille mig et liv uden Gud. Jeg føler mig hjemme, når jeg føler mig tæt på Gud, og det oplever jeg oftest i lovsang. Lovsangen er lidt ligesom at varme sig ved pejsen på en kold vinterdag. Når vi lovsynger, kan vi få smagen af, hvordan evighederne sammen med Gud kommer til at blive. Så i taknemmelighed til Gud laver jeg lyd til lovsang.

Vi laver lovsangen, fordi vi har brug for Gud. Lovsangen er blandt andet der, hvor Himlen åbner sig og hvor vi kan komme tæt på Gud, hvis vi også åbner vores hjerter op til Ham. Gud har et ønske om at komme os nær. Derfor bruger jeg mine evner og gør det bedste, jeg kan for at få mennesker til at møde Gud, som jeg mødte Gud.

Jeg hedder Allan Fisker og er født i 1944 i Grindsted. Jeg voksede op fattigt og havde for korte akillessener og gik derfor meget dårligt. Jeg fik ortopædisk fodtøj og indlæg, blev nogle gange cyklet i skole af mor og blev derfor mobbet gennem hele skoletiden. Så min barndom var ikke lykkelig. Som 17-årig blev troen levende for mig og det blev en total forvandling. Året efter blev jeg guddommeligt helbredt. Læger havde sagt, at jeg aldrig kom til at gå godt! Jesus forvandlede mit liv, så jeg blev søndagsskolelærer, sang i strengekor, delte min tro med andre på friluftsmøder og mødte mennesker.

Jeg har arbejdet i mange brancher, har været gift i 39 år og har to dejlige døtre, tre børnebørn og en dejlig svigersøn.
I 25 år har jeg sendt nødhjælp til Letland. Jeg har også sendt nødhjælp til Tanzania, Rumænien, Cameroun, Nigeria, Ghana samt meget til Ukraine. Sidstnævnte er sket i samarbejde med Citykirken.

Klunser af Guds nåde

Jeg er mest kendt fra en TV2 udsendelse fra 2001, som den første der blev Årets Østjyde. Året efter tog TV2 mig til Letland, hvor der stod et næsten færdigt børnehjem til 65 børn med 5 tønder land, der var købt for genbrug, jeg havde sendt ud. For 250.000 kr. fik de mere, end vi kan få for 20 millioner her. De fik jord, bygning der kunne renoveres og løn til 5 mand i et år. Jeg mistede stemmen, da jeg blev spurgt om min mening derom. De gav mig titlen: Klunser af Guds nåde! Den elsker jeg!

I begyndelsen var hovedparten klunset, men efter tv-udsendelserne fik jeg fra alle mulige givere. Skrotmetal, flasker, dåser, findeløn og foredrag samt en lille støtteforening og enkelte givere har gjort det muligt. Lidt er meget, når Gud er med i det!

“Fortæl hvad Jeg har gjort for dig”

Mange forskellige medier har opsøgt mig, for mærkelige mennesker, synes de jo, er spændende. Jeg har også talt i kirker, foreninger og loger næsten altid om “Du kan gøre en forskel!”. Jeg er en god fortæller og elsker at dele mit fantastiske, gode liv med andre til inspiration. Jeg kan ikke holde op med at fortælle, hvad Gud har gjort for mig! Jeg bad i et halvt år, om hvad Han ville, jeg skulle og Han gav mig svaret: “Gå ud og fortæl hvad Jeg har gjort for dig!”. Jeg turde, som den forsagte og mobbede person jeg var, ikke at gøre det, men jeg turde heller ikke lade være! Men da jeg gjorde det, lykkedes det og jeg fik gaver til at fortælle. Folk stopper mig alle vegne og spørger: Fortæl om dit liv! Og det gør jeg så til muslimer og alle andre. Jeg tror ikke, nogen anden person i Gellerup har så mange muslimske venner. Jeg har dem på trods af, at jeg er kristen. Jeg har boet 46 år i Gellerup.

Jeg hedder Ange Niyonkuru Muganji, er 36 år gammel og gift med Steve. Vi har vi sønnen Jeremiah Pierre på 4 år og datteren Daniella Yara på 2 år. Jeg kom hertil fra D.R. Congo i 2000, men er oprindeligt rwandeser ligesom min mand.

Jeg er uddannet socialrådgiver og har arbejdet for Dansk Flygtningehjælp, men arbejder nu som socialrådgiver i Favrskov Kommune.

Min fritid bruger jeg på frivilligt arbejde, da jeg henter glæde i at hjælpe andre, især dem der er ramt på liv og sjæl. Jeg får også energi fra dans, hvor jeg bruger min krop og får et godt grin. Jeg nyder allermest at bruge tid med familie og venner i Danmark og udlandet.

Siden jeg startede i kirken i 2008 samtidig med studiet, er Citykirken blevet mit hjem. Her har jeg altid følt mig velkommen og som en del af familien. Derudover synes jeg, at både lovsangen og gudstjenesten altid har noget, der er relevant for mig og er derfor lettere at huske og handle på i hverdagen. Når jeg har været i kirke, føler jeg mig altid opløftet og fornyet.

Jeg var tidligere med i velkomstteamet, men er nu tilknyttet Familienetværket, fordi jeg har erfaring med at arbejde med samme målgruppe fra mit arbejde, og har et ønske om at gøre mere for disse borgere. Jeg ser et stort behov for, at denne målgruppe har et sted, hvor de bliver mødt med Guds øjne, bliver opmuntret i hverdagen og lærer Jesus at kende. Det oplever jeg, at vi formår at skabe med Familienetværket.

Jeg ønsker, at familier i Familienetværket kan mærke Guds kærlighed i vores hus, og at de finder et hjem i vores kirke, ligesom jeg har gjort.

Mit navn er Anitta Lorenzen Olesen og jeg er 56 år gammel. Jeg er gift med Martin Leibeck Olesen og vi har været gift i 32 år. Vi har tre børn sammen, Steffen, Kasper og Camilla. Vi bor i Tilst og jeg arbejder som lægesekretær i Aarhus midtby hos en speciallæge. Min fritid tilbringer jeg mest i kirken på forskelligt frivilligt arbejde. Ellers går jeg til fitness, nyder at være sammen med familie og gode venner og ynder at læse nogle bøger, når jeg finder tid til det.

Lige fra barnsben har jeg kommet i kirken og for mig er det helt naturligt, at man hjælper hinanden med opgaverne i en forening. Da jeg var 12 år gammel, blev jeg fx spurgt, om jeg ville være medhjælper i børnekirken og det har jeg været lige siden.

Jeg har fra 2015 været en del af ledelsen i vores børnekirke (MANGO) og det elsker jeg. Det er fantastisk at dele sin tro og sit liv med børnene og opleve dem få et personligt forhold til Gud. Jeg nyder virkelig at være sammen med dem og at give min tid i MANGO.
Derudover er Martin og jeg også med i en citygruppe, som vi er meget glade for.

Jeg synes, at det er fantastisk at have en kirke, som man kan komme i og få lov til at involvere sig i det arbejde, som man interesser sig for, og jeg nyder at være en del af børnekirken. Jeg ønsker virkelig, at børnene lærer om Gud og at de tager det til sig, som de lærer, så de selv giver det videre til deres kammerater og venner.

Jeg hedder Doris Jørgensen. Jeg har været en kristen siden mit 19. år. Nu er jeg 85. Jeg har været tilknyttet Citykirken, siden de 3 kirker blev lagt sammen. Jeg kom fra Apostolsk kirke. Jeg er medarbejder i “Smukt og Brugt”, kirkens genbrugsbutik. Derudover har jeg et strikkeprojekt, hvor damer fra hele Danmark strikker til nødlidende mennesker. Flere lande har gennem årene fået glæde af denne hjælp bl.a. Indien, Rumænien, Mongoliet og efter jeg blev en del af fællesskabet i Citykirken, går hjælpen til Ukraine, som vi støtter gennem genbrugsbutikken. Jeg er kendt som hende, der altid kan bruge garn. Jeg trives i Citykirken, elsker den trosstyrkende forkyndelse og den glade opløftende lovsang, en rummelig kirke, hvor alle kan trives. Jeg skulle måske også tilføje, at jeg har 3 børn, 8 børnebørn og et oldebarn, som i høj grad gør mit liv rigt.