
Familienetværket
Familienetværket tilbyder spændende og gratis aktiviteter til udsatte familier, forældre og børn/unge, der godt kunne bruge lidt flere oplevelser eller hjælp i hverdagen.
Vi mødes onsdage to gange om måneden, som regel sidst på eftermiddagen, hvor vi først hygger os sammen, drikker kaffe og får snacks.
Herefter samles de voksne i en gruppe for sig selv, imens skønne frivillige leger og laver kreative ting med børnene. Så spiser vi sammen og slutter af med en andagt for dem der har lyst.
I gruppesamtalen er det tanken, at de voksne kan tale sammen om små og store problemer, man kan støde ind i i dagligdagen. Det kan være alt lige fra børnenes skolegang, helbred, relationer, økonomi som ikke slår til og praktiske hverdagsspørgsmål til at kunne forstå uskrevne regler i samfundet m.m.
Enkelte gange vil der være særlige arrangementer med relevante temaer, som kan bruges til inspiration fx om børneopdragelse, økonomi og livskvalitet. Vi laver også forkælelsesarrangementer med fokus på velvære og sundhed og mange andre spændende ting.
Vi tilbyder, at du kan møde varme medmennesker, møde ligesindede, få fællesskab, danne netværk, hygge, fællesspisning, aktiviteter for børn/unge/voksne, inspiration til praktisk hverdagsliv i familien, personlig rådgivning, social rådgivning, økonomisk rådgivning, for dem som har brug for det og andagt til slut for dem der ønsker det.
Familienetværket foregår i Citykirken i samarbejde med Blå Kors.
Alle tilbud ved Familienetværket er gratis.
Hvor: Citykirken
Hvornår: Onsdag eftermiddage i ulige uger
Nyt fra Familienetværket
Her kan du læse nyheder og opdateringer fra Familienetværket. Alt fra opdateringer om brug for hjælp til de gode historier om, hvordan Gud griber ind i menneskers liv.
Sept 2025: Brug for flere hænder + bønnesvar på hjul
Den gode historie fra Familenetværket ❤️ og opdatering!
Der sker fortsat en masse gode ting i Familienetværkssammenhæng. Vi giver ikke så meget lyd som vi plejer, da ressorserne medarbejdermæssigt er på frivilligt plan, så det er begrænset, hvad vi når at skrive ned og få ud af gode historier. Men de er der – nonstop!
Vi ser diakonien blomstre, antallet af mennesker som møder op stiger og efterspørgslen efter vores hjælp er mere end hvad vi kan dække, men vi gør hvad vi kan. Vi ser særligt flere og flere muslimiske familier komme til os sultne på tro, håb, kærlighed, som vi forsøger at omfavne så godt vi kan. Flere og flere af dem efterspørger forbøn, efter de lærer os at kende og vi ser også bønnesvar fra stort til småt.
Her er en ud af mange gode historier/bønnesvar fra en muslimsk pige ❤️
Lige før sommerferie var der en pige på 9 år, som spurgte om vores hjælp til at bede med ind i, om Jesus kunne sende hende en cykel, for hun havde intet at lave, gå til eller nogle sommerferieoplevelser at se frem til, men hun ville gerne cykle hvis alt kunne lade sig gøre! Så vi bad…! ❤️
Nogle dage efter kom der en mail, at Familienetværket var bevilliget nogle cykler, som ville ankomme til vores dør og udsatte børn kunne blot komme hente det. Der var cykler nok både til pigen og til hendes søskende, som har haft et ønske om cykler i lang tid, men der har ikke været råd i familien på grund af lille rådigheds beløb! ❤️ Moren hentede rørt og taknemmelig cykler til hele flokken og hendes bedste TAK var en etnisk ret, vi var flere fra lederteamet om at spise til vores næste planlægningsmøde.
Dette vidnesbyrd med pigens bøn og et svar lige efter giver i hvert fald TRO på, at Gud hører bøn og handler på vores bøn. 🔥 Gud har det med at gøre mere, end hvad vi beder om 😊 Vi bad om en cykel, men han sendte, så alle 4 søskende i nød fik én hver.
Vi mangler hjælp
Mette Knudsen har desværre været nødt til at sige op på grund af helbredet efter en bilulykke. Bl.a. derfor mangler hænder og folk, som er villige til at hjælpe med og bære ikke bare det praktiske, men også planlægningen ift vores aktiviteter. Tak, at I beder med for nye løsninger og nye kollegaer i denne sammenhæng.
Vi skal også nævne, at vi har sendt 13-14 ansøgninger ud målrettet fundraisning til Familienetværket. Der er ikke kommet noget ind endnu, så tak for enhver bøn ang. økonomi til Familienetvætket og timer til medarbejdere til at drive det. Får du på hjertet at velsigne med et beløb til Familienetværket, er det hjerteligt velkommen. Kontakt blot Johnny Hansen, hvis du har på hjertet at velsigne Familienetværket med økonomi til næste sæson.
Ønsker du også at hjælpe, støtte, at ‘så’ tro, håb, kærlighed ind i familierne, har vi her og nu ekstra ordinært brug for hjælp. Vi mangler hænder både til Familienetværket (ulige onsdage i eftermiddagstimerne) og til Kvinde Café (lige onsdage i formiddagstimerne). Send gerne en sms til Tabita på 93709905, så ringes du op. Der er brug for DIG ❤️
Kh på vegne af Familienetværket
Tabita

Begivenhedskalender
Tilføj arrangementerne til din egen kalender:
Kontakt

Jeg hedder Tabita Kjer og er ansvarlig for Familienetværket Aarhus Vest.
Der er så mange udsatte mennesker og familier, som lider og går med deres problemer alene. De har få midler, er ensomme og kan ikke få hjælp. Det vil vi lave om på i Familienetværket. Vi vil række ud til udsatte og være et lys for dem og vise dem, at der er mennesker, som holder af dem og gerne vil hjælpe dem! Jesus er god og Han ønsker også at elske og hjælpe dem.
Sammen med et fantastisk team af frivillige holder vi Familienetværk hver onsdag i kirken, hvor vi samles med ensomme voksne, familier og alle dem, som har brug for os. Her hjælper vi dem fx med papirer fra kommunen, støtter dem og beder for dem.
Privat blev jeg gift med Flemming i 2024 og sammen har vi de skønne børn: Sarah fra 2002, Gabriella fra 2008 og tvillingerne Joshua og Joy fra 2011. De betyder alt for os. I fritiden er jeg glad for at bruge min tid sammen med min familie og venner, at være ud i naturen, tage en tur i svømmehallen og meget andet.

Jeg hedder Mette Knudsen og er ansvarlig for Familienetværket Aarhus Vest sammen med Tabita.
Jeg er uddannet pædagog og arbejder som koordinator og mestringsvejleder i Syddjurs kommune. Min fritid bruger jeg på min familie (særligt mine 2 børnebørn) og frivilligt arbejde for Røde Kors. Jeg lader allermest op i naturen og sammen med mine venner.
I Citykirken er jeg primært med i Familienetværket og Kvindecaféen. Det er en velsignelse at få lov at tjene sammen med andre, som også brænder for at gøre en forskel – stor som lille – i menneskers hverdag. At gøre noget, som gør en lille forskel, at opmuntre, vise kærlighed, omsorg eller hjælpe med noget praktisk – behovene er store og forskelligartede. Jeg bliver berørt over, hvor tillidsfulde menneskerne er, hvordan de lukker os ind i deres liv og deres historier. Det fylder mig med ydmyghed og taknemmelighed.
Derudover har Citykirken en særlig betydning for mig, da det er den kirke, som jeg startede med at komme i, efter jeg kom til tro og det er også her, jeg blev døbt.
Familienetværket
Familienetværket foregår i Citykirken i samarbejde med Blå Kors.
Hvorfor?
Vi er her for at række ud til udsatte familier, forældre og børn/unge, der har brug for at blive set, hørt og krammet.
Hvad?
Vi tilbyder spændende og gratis aktiviteter til udsatte familier, forældre og børn/unge, der godt kunne bruge lidt flere oplevelser eller hjælp i hverdagen.
Hvordan?
Vi mødes og starter først med at hygge sammen, drikke kaffe og spise snacks.
Herefter samles de voksne i en gruppe for sig selv, imens skønne frivillige leger og laver kreative ting med børnene. Så spiser vi sammen og slutter af med en andagt for dem der har lyst.
Hvornår?
Familienetværket mødes to onsdage om måneden i ulige uger, som regel sidst på eftermiddagen.
Hvor?
Citykirken Aarhus · Viborgvej 183 · 8210 Aarhus V
Kontakt
eller
Mette Knudsen på 29 28 97 28 eller mk@ckirken.dk